For de fleste er Hestehovedtågen (B33) bare en sjov tåge på himlen, men for dem der vil vide noget om stjernedannelser i tætte interstellare skyer er den et showcase.

På billedserien herover ses den i tv. almindeligt lys (~350-600nm) som man er vant til at se den, i midten i infrarødt lys (v/ESO) og th. i Ultraviolet (SOFI/NTT).

B33 er en tæt uigennemsigtig støvtåge der ikke udsender lys. Tågen er ca 3 lysår stor og indeholder gasser svarende til 27 solmasser!.  Den ses i relief mod en lysende ioniseret brintsky i baggrunden, som får den til at ligne et hestehoved hvilket har givet den dens navn.Men i Infrarødt lys (i midten) er det tværtimod de kolde støvskyer der lyser op, så man kan se ind i selve hestehovedet.

Gastågerne i området lyses op af nye stjernedannelser som udsender hård UV stråling som med tiden vil sprede de tåger og støvskyer som ikke falder ind i lokale stjernedannelser inde i tågerne. Derfor kan man i UV-billedet th. se chokfronterne hvor UV-strålingen fra de nærmeste nydannede stjerner rammer støvskyen.

Som man kan se på det tredie billede i serien herover, kommer UV strålingen fra højre; Nemlig fra stjernen σ (Sigma) Orionis som liger ca. ½grad vest for B33 og som ses th. på kortet herunuder.

De 3 IRAS-angivelser der er vist på kortet, er de 3 steder hvor man - og især den danske astronom Bo Reipurth fra University of Hawaii  - har identificeret 3 dannelser af nye små low-mass stjerner i B33.

Den ene IRAS05383 som er den af den længst th., er næsten blotlagt af UV strålingen fra σ Orionis og kan også ses på visuelle billeder af B33 i det Bo Reipurth har angivet som hestens "horn" på bill. th.

IRAS05384 i midten ligger i hestens hals lyser op i tågen og er begyndt at sprede tågen lidt, så den dermed er skyld i tågens hals, mens den sidste ligger i det relativt åbne område (kaldet "optical hole" i fig. th.) der udgør dens "man".

Disse begyndende stjerner er i øjeblikket kun hhv. 1,4 og 0,1 og 0,04 solmasser (kilde 2)

Danskeren Bo Reipurth har forsket i stjernedannelser og proto-stjerneskyer som disse hele sit liv. Første gang jeg mødte ham i 1984 på hans kontor på Østervold Observatoriet, sad han og studerede store fotografiske plader af netop Hestehovedtågen og Bok globulerne i den (Se adsabs.harvard.edu/full/1984..). Han har siden arbejdet det meste af sin karriere på University of Hawaii, og er idag en kendt autoritet indenfor stjernedannelser.

Kilder:
WISE Missionpage/JPL (NASA 2012)
"Looking into the Horsehead" (astrophysical Journal 2003) af Bo Reipurth, John Bally og Marc W. Pond
"The horsehead nebula - a beautyfull case" (ESO 2005) af Emilie Habart, Malcolm Walmsley og Alain Abergel