Udskriv
Overordnet kategori: Astronomi
Kategori: Interstellart stof

Oriontågen M42 af ESO MPG/2,2m

Oriontågen er helt klart vinterstjernehimlens konge. ESO har taget dette fantastiske billede af den, med deres 2,2meter widefield teleskop

Dette drømmeagtige billede af Oriontågen er taget med Wide Field Imager på MPG/ESO’s 2,2 meter teleskopet på La Silla-observatoriet i Chile. Denne tåge er dog meget mere end bare et smukt syn. Den giver astronomer mulighed for nærstudier af et massivt stjernedannende område, så vi kan lære mere om stjerners fødsel og udvikling. De data, der er brugt til dette billede, blev udvalgt af Igor Chekalin (Rusland), som deltog i astrofoto-konkurrencen ”ESO’s Skjulte Skatte 2010”. Igors billede af Oriontågen kom på en syvendeplads i konkurrencen. Et andet af Igors billeder endte på førstepladsen.

Oriontågen, også kendt som Messier 42, er et af de lettest genkendelige og bedst studerede objekter på himlen. Tågen er en stor samling af gas og støv, hvor tunge stjerner dannes, og den er det nærmeste af sådanne områder i forhold til Jorden. Den glødende gas er så klar, at den kan ses med det blotte øje og den er et fascinerende syn gennem et teleskop. Trods det, at den er velkendt og nærtliggende, er der stadig meget at lære om denne stjernefabrik. Det var for eksempel først i 2007, at vi blev klar over, at tågen er tættere på os end tidligere antaget: snarere 1350 lysår end omkring 1500 lysår.

Oriontågen M42 af ESO MPG/2,2m

M42 af ESO Kilk på billedet for fuld størrelse (5,5MB!)

Astronomer har brugt Wide Field Imager på MPG/ESO’s 2,2 meter teleskop på ESO’s La Silla-observatorium i Chile til at observere stjernerne inde i Messier 42. De har opdaget, at de lyssvage røde dværge i stjernehoben, der hører til den glødende gassky, udstråler meget mere lys end tidligere antaget. Det giver os yderligere indsigt i dette berømte objekt og stjernerne, som det huser. Oprindeligt blev dataene til dette videnskabelige projekt indsamlet uden en plan om at lave et farvebillede, men nu er de blevet genbrugt til at skabe det meget detaljerede billede af Messier 42, der er vist her.

Billedet er sammensat af flere eksponeringer taget gennem fem forskellige filtre. Både lys, der er gået gennem et rødt filter samt lys fra et filter, som viser den glødende brintgas, er gengivet med røde farver. Lys i den grøn-gule del af spektret er gengivet med grønne farver, blåt lys er gengivet med blå farver og lys, der er gået gennem et ultraviolet filter er gengivet med lilla farver. Eksponeringstiden var omkring 52 minutter gennem hvert filter.

Billedet er blevet fremstillet af ESO med observationsdataene fundet af Igor Chekalin (Rusland), der deltog i astrofoto-konkurrencen ”ESO’s Skjulte Skatte 2010” . Konkurrencen, som blev arrangeret af ESO i oktober-november 2010, var for alle, der holder af at lave smukke billeder af nattehimlen ved at bruge rigtige astronomiske data.

Kilde: ESO

Til sammenligning er her et amatørbillede af Oriontågen, taget af Heine Wieben, Frederiksberg

Oriontågen af Heine Wieben