Tågen NGC 1788 der ligger i et overset hjørne af stjernebilledet Orion, ses på et nyt detaljeret billede  ESO har frigivet i dag.

Selv om den spøgelsesagtige sky er temmelig isoleret fra selve Orions klare stjerner, har deres kraftige vinde og lys haft en stærk indvirkning på tågen, idet det er strålingen fra dem der har startet stjernedannelserne i den lille tåge.

NGC 1788 er en refleksionståge, hvis gas og støv spreder lyset fra en lille hob unge stjerner, så den svage glød danner en form, der minder om en flagermus, som spreder sine vinger. Meget få af de stjerner, der tilhører tågen, er synlige i dette billede, da de fleste af dem er skjult af de støvede pupper, der omgiver dem. Den klare stjerne i den øverste del af skyen, lige over midten af billedet er HD 293815, som er den mest fremtrædende stjerne der hører til selve tågen.

Ved første øjekast ser NGC 1788 ud til at være en isoleret sky, men observationer af et område viser noget andet. De unge klare kæmpestjerner i Orion, har spillet en afgørende rolle i at forme NGC 1788 og for at stimulere dannelsen af dens stjerner. De er også ansvarlige for, at brintgassen til at gløde kraftigt i de dele af tågen, der vender mod Orion som er den røde lodrette rand, der ses tv. i billedet.

Alle stjernerne i dette område er meget unge med en gennemsnitsalder på kun en million år. Ved at analysere dem i detaljer har astronomer opdaget, at disse unge stjerner er opdelt i tre klart opdelte klasser: De lidt ældre, der ligger på venstre side af den røde rand, de forholdsvise unge på højre side af randen i den lille hob, som er indhyllet i tågen og oplyser den, og endelig de alleryngste stjerner længere til højre, der stadig er godt pakket ind i de støvpupper de er danne af.

Den klare fordeling af stjerner med de ældre tættere på Orion og de yngste koncentreret på den modsatte side, tyder på, at en bølge af stjernedannelse, skabt omkring de varme og tunge stjerner i Orion, forplanter sig gennem NGC 1788 og videre ud.

Billedet er optaget med Wide Field Imageren på MPG/ESO 2,2 meter teleskopet på ESO’s La Silla-observatorium i Chile

Kilde: ESO