Interstellart stof

stjernetågeHimlen er fuld af flotte stjerntåger som lyser op takket være begyndende stjerner i deres indre. Men hvor lang tid lever sådanne interstellare gasskyer før de klumper sammen i nye stjerner?
Den normale model er en meget enkel udregning af en hvor lang tid gassen - i frit fald - vil være om at falde sammen i tilpas store klumper, som i det store hele er ret præcis. Men de undersøges normalt med submillimeter radioteleskoper, som kan se gennem de tætte tåger, men det bliver kun i grove træk, pga teleskopernes begrænsede opløsning.
En ny undersøgelse af tætte men kolde stjernedannelsesområder vha infrarøde teleskoper med højere opløsning viser at de tættere gasklumper overlever 200.000 - 1.700.000år, mens de gasklumper som ender som stjerner kun lever halvt så længe.
Så de første stjerner i tåger som M42, dannes altså i løbet af 100.000år og tågerne spredes i løbet af 1,7 mio år.
Kilde: The Lifetimes of Massive Star-Forming Regions fra Harvard

Nylige undersøgelser af NGC6334 (Kattepote-tågen) med ALMA og SMA på Hawaii, har vist at den har ændret udseende på en overraskende kort tid.
Nærmere undersøgelser har nu fundet "den skyldige"; Nemlig en massiv protostjerne i tågens centrum, som tiltrækker en massiv lavine af gasser og dermed på ganske kort tid har ændret tågens udseende lige omkring sig. Det understøtter en teori om, at nydannede stjerner undergår en "vækstspurt" umiddelbart inden de antændes
Kilde: ESO

Hubble rumteleskoppets nær-infrarøde sensor er ideel til at lede af varme klumper i stjernedannelse som fx Oriontågen. Derfor har astronomer gentagne gange fotograferet den velkendte tåge, for at lede efter små ændringer der kan røbe løbske stjerner, brune dværge, frie planeter og lignende. De sidste billeder den har lavet er desuden sat sammen til denne mosaik af Orions centrum.

Kigger man nærmere på nogle af de små klumper af stjerner i billederne, afslører sammenligninger af de gentagne optagelser hvordan stjernesystemer (dobbelt/trippel-stjerner) bliver revet fra hinanden i en kaotisk dans.

New Hubble mosaic of the Orion Nebula - Hunting for rogue planets and runaway stars fra ESA
og Hubble Discovery of Runaway Star Yields Clues to Breakup of Multiple-Star System fra NASA.
Kattepotetågen NGC 6334 og NGC 6357
Kattepotetågen NGC 6334 og NGC 6357

ESO har taget dette enorme billede med deres (næsten) nye 256megapixel OmegaCAM gennem 2,6m Very large Survey Telescope (VST).
Billedet af Kattepotetågen (de 3 lyse tåger øverst) og den lidt fjernere tåge NGC6357 er en mosaik af flere billeder, hvor originalen fylder 5,4GB!
LÆS MERE på ESOs pressemeddelelse 'eso1705da'
Orion A molekylskyen er en af de nærmeste kendte stjernefabrikker, "kun" 1.350 lysår fra Jorden. Det nye mosaikbillede her er et af de største nær-infrarøde billeder af området, som nogensinde er skabt. Det er optaget med VISTA infrarødteleskopet på ESO's Paranalobservatorium i Chile. På billedet finder man mange unge stjerner, og andre himmelobjekter, som ikke kan ses i synligt lys, skjulte som de er dybt inde i de kosmiske støvskyer.


VISION survey (VIenna Survey In Orion), som det nye billede kaldes, er en motage af flere billeder optaget i den nær-infrarøde del af spektret med VISTA surveyteleskopet på ESOs Paranalobservatorium in i Chile. Billedet dækker hele det område, som kaldes Orion A molekylskyen, og det er den ene af de to enorme molekylskyer, som udgør Orion molekylskykomplekset (OMC). Orion A har en udstrækning på himlen på omkring otte grader, og den findes syd for den kendte Oriontåge i Orions Sværd.

VISTA er Verdens største oversigtsteleskop, og det har et stort synsfelt, som dækkes af meget følsomme infrarøddetektorer. Det gør instrumentet ideelt til at optage dybe infrarødoptagelser af høj kvalitet.

VISION oversigtsprojektet er resulteret i et katalog med næsten 800.000 stjerner, unge stjerner under dannelse og fjerne galakser. Det er den hidtil bedste dækning af himlen både i udstrækning og i dybde.

Med VISTA kan man se lys, som det menneskelige øje ikke kan opfatte, og det gør det muligt for astronomerne, at finde ellers usynlige objekter inde i denne vuggestue for unge stjerner. I infrarødt lys er deres dyner af støv nemlig mere gennemsigtige.

Det nye billede her er endnu et trin hen imod et komplet billede af de stjernedannende processer for både tunge og lette stjerner i Orion A. Det mest iøjnefaldende objekt er den flotte Oriontåge, som også kaldes M42. Den ses i venstre side af billedet. Det område er en del af det, som sædvanligvis kaldes Sværdet, midt i det kendte stjernebillede, som er Himmeljægeren of Orion. VISTA-kataloget omfatter både kendte objekter og nyopdagelser. Blandt de sidstnævnte er der fem nye unge stjerner og ti formodede galaksehobe.

Andre steder på billedet kan vi se dybt ind i Orion As mørke molekylskyer og vi finder mange skjulte skatte. Her er skiver af stof, som kan blive til nye stjerner, tåger dannet af nyfødte stjerner - de såkaldte Herbig-Haroobjekter, små stjernehobe og endda galaksehobe, som befinder sig på den anden side af Orion A, langt udenfor Mælkevejen. Med VISION projektet kan man studere de tidligste udviklingsfaser for unge stjerner inde i de nærmeste molekylskyer.

Det nye, meget detaljerede billede af Orion A kan danne basis for nye studier af stjerne- og stjernehobsdannelser, og det er endnu et bevis for VISTAteleskopets unikke evne til at afbilde store himmelområder hurtigt og dybt i det infrarøde.

Kilde: ESO.