Print
Parent Category: Astronomi
Category: Historisk astronomi

I lørdags demonstrerede ESO hvor stort det kommende "Extremely Large Telescope E-ELT bliver

Lørdag den 15. oktober åbnede det Europæiske Syd Observatorium (ESO) dørene til sit hovedkvarter i Garching bei München, Bavaria, Tyskland for offentligheden. I løbet af dagen fik tusindvis af besøgende mulighed for at bygge en model i størrelsesforholdet 1:1 af spejlet på det største planlagte teleskop i verden – European Extremely Large Telescope (E-ELT) – og opleve mange andre aspekter ved ESO’s arbejde.

Omkring 3.100 gæster lagde vejen forbi ESO’s hovedkvarter i lørdags, nysgerrige efter at lære mere om ESO’s verdensklasses faciliteter og førende videnskabelige resultater. Deltagerne ved åbent hus hos ESO 2011 havde mange forskellige aktiviteter at vælge imellem. Dagens højdepunkt var modellen af spejlet på European Extremely Large Telescope (E-ELT), som blev bygget af deltagerne og gav en enestående mulighed for at opleve det nøjagtige størrelsesforhold af verdens største øje på himlen. De entusiastiske besøgende stillede sig i kø for at sætte de 798 pap-sekskanter på plads, der hver måler omtrent 1,4 meter på tværs. Ved hjælp af pinde og et omrids af spejlet på jorden lagde de besøgende sekskanterne på jorden, så de langsomt tog form som det gigantiske spejl. Imens blev en tidsforkortet film af montagen filmet fra taget af ESO’s bygning. Da modellen af spejlet i fuld størrelse var færdig, målte den 39,3 meter på tværs og indtog et areal på næsten 100 kvadratmeter ved siden af ESO’s hovedkvarter.

ESO’s auditorium var værtsted for taler om aktuelle emner inden for astronomi. I auditoriet var der også etableret video-forbindelse til Paranal-observatoriet i Chile, hvilket gav folk mulighed for at chatte live med ESO’s astronomer, der arbejder på stedet. Børn og deres forældre nød at få taget billeder med infrarødt kamera og at se på Solen gennem teleskoper. Blandt andre sjove aktiviteter fik gæsterne mulighed for at skrive postkort fra udkanten af Universet til deres venner og familie – som blev sendt af ESO – og rejse mellem stjernerne i et Sky-Skan-planetarium med Stellarium-programmet.

Tre udstillinger var dedikeret til ESO’s observatorier: Very Large Telescope (VLT), Atacama Large Milimeter/submilimeter Array (ALMA) og European Extremely Large Telecsope (E-ELT). Gæsterne så prototyper af delene til E-ELT, blandt andet et gigantisk spejl, der kan ændre form, og fik mulighed for at styre en rigtig del af hovedspejlet på E-ELT. De fik også mulighed for en virtuel tur gennem E-ELT og for at styre et kæmpemæssigt virtuelt transportsystem til ALMA-antenner.

For at forsyne gæsterne med forfriskninger havde ESO’s velgørenhedsgruppe med hjælp fra ESO’s medarbejdere, forberedt en buffet med international mad. De penge, der blev samlet ind ved køb af de forskellige retter, vil blive doneret til at hjælpe børn i Chile.

Denne begivenhed var en del af åbent hus 2011, der var organiseret af mange institutter på Garching Research Campus.

Læs mere om de øvrige aktiviteter på tværs af campus her.