Galakser

Massive udbrud fra quasarernes centrale sorte huller stoppede stjernedannelserne
Massive udbrud fra quasarernes centrale
sorte huller stoppede stjernedannelserne
I begyndelsen af galaksernes historie, dannedes der rigtigt mange nye stjerner sammenlignet med idag. Men på et tidspunkt for 11 mia år siden, faldt stjernedannelsesraten pludseligt med en faktor 30, til et niveau der ligner det vi har idag - ca. 1 stjerne/år for Mælkevejen og op til 100 i 'starburst' galakser.

Den hovedmistænkte årsag har længe været Quasarernes centrale sorte huller, uden præcist at vide hvordan. Nu viser en ny undersøgelse at det skyldes massive udbrud fra netop de sorte huller, som har spredt og opvarmet de interstellare skyer i galakserne og derved reduceret stjernedannelsesraten. Sorte huller er bare lyseslukkere!

'Far fewer stars are born due to intense radiation from quasars' fra JHU
En lille galakse med det besværlige navn Wolf-Lundmark-Melotte (WLM ) hænger her i ensom majestæt langt fra Mælkevejen. Den hører til den lokale gruppe af galakser, men den er helt alene ude i udkanten af gruppen. WLM er så lille og så langt borte fra de andre, at den aldrig har påvirket nogen af de andre dusinvis af større og mindre galakser i gruppen - og måske heller ikke andre galakser i hele Universets historie. .

Den lille irregulære dværggalakse Wolf-Lundmark-Melotte
Den lille irregulære dværggalakse Wolf-Lundmark-Melotte

WLM som blev opdaget i 1909 er ganske lille, og uden indre struktur og klassificeres derfor som en irregulær dværggalakse. Den ligger 3 millioner lysår fra Mælkevejen i stjernebilledet Cetus og på den længste led er den kun 8000 lysår lang,

Det er lidt som med en uopdaget stamme dybt i Amazonas regnskov eller på en ø i Stillehavet med WLM; Den giver os en sjælden mulighed for at få indblik i forholdene for galakser, som ikke har været forstyrret af deres omgivelser.

Astronomerne mener, at forholdsvis små tidlige galakser har vekselvirket med hinanden via deres tyngdekræfter, og at de i mange tilfælde er smeltet sammen til større og større galakser. Over årmilliarderne er disse sammensmeltninger blevet til de store spiralformede og elliptiske galakser, som er almindelige i det moderne Univers. Det er sket på en måde lidt sammenligneligt med hvordan menneskeheden har flyttet sig rundt over tusinder af år, og har slået sig sammen i større og større enheder, indtil vi idag har de store metropoler.

WLM har udviklet sig helt for sig selv, borte fra andre galaksers indflydelse, og er ikke blandet op med andre stjernepopulationer. Derfor er den i en relativt uforstyrret “naturtilstand”, ligesom en gruppe mennesker som har haft begrænset kontakt med fremmede. De forandringer som er sket, er sket stort set uafhængigt af, hvad der er sket andre steder.

Omkring den lille galakse findes en udbredt glorie af meget svage, røde stjerner, som når ud i de blæksorte omgivelser. Deres rødlige farvetone viser, at de er meget gamle i stjernernes verden. Sandsynligvis kan glorien dateres tilbage til den oprindelige dannelse af selve galaksen, så derfor kan den give oplysninger om de processer, som førte til de allerførste galakser.

Stjernerne i centeret af WLM ser ud til at være mere blå, og dermed yngre. På billedet her ser man også lyserøde skyer, hvor det kraftige lys fra helt unge stjerner har ioniseret den omgivende hydrogengas, så gassen lyser op i sin karakteristiske røde farve.

Billedet er optaget med vidvinkelinstrumentet OmegaCAM, som er et stort kamera monteret på ESOs VLT Survey Teleskop (VST) i Chile. Teleskopet, som har en diameter på 2,6m, er specielt bygget til at gennemmønstre himlen i synligt lys. OmegaCAM har 32 CCD-detektorer, som tilsammen danner et billede på 256 megapixels, og som dermed både kan tage meget detaljerede og meget vidvinklede billeder af himlen.


Se ESO
Halo om galaksehob Når galakser kolliderer, passerer de fleste stjerner uhindret forbi hinanden, mens galaksernes interstellare skyer forskubbes og blandes. Når galaksehobe smelter sammen, sker der en lang række galaksekollisioner, som spreder store mængder gasser omkring de kolliderende galakser. Et nyt studier af galaksehoben MACS J2243.3-0935<, som faktisk er 2 galaksehobe der er ved at blandes, har afsløretr en massiv intergalaktisk radiokilde omkring hoben(e), som man mener stammer fra disse gasser, som accelereres op af magnetfelter, når galakserne blandes. Det får dem til at udsende radiostrålingen

Se 'A Newly-Discovered Radio Halo in Merging Cluster MACS J2243.3-0935' på arXiv
Den enorme galakse NGC 4889
Galaksen NGC 4889 er en enorm elliptisk galakse,i centrum af Koma-galaksehoben. I dens centrum hviler det største kendte sorte hul, som vejer ikke mindre end 21 mia solmasser og med en hændelseshorisont på størrelse med hele vores solsystem!. Til sammenligning fylder vores eget centrale sorte hul, kun 1/5 af afstanden mellem Solen og Merkur!
Billedet er et Deep field view taget af Hubble teleskopet, for at se hvor langt ud i hoben galaksen strækker sig.

SE 'The sleeping giant NGC 4889' på ESA's Hubblesite
IRAS17020+4544 er en galakse der ligner Mælkevejen på flere måder; Det er en mellemstor bjælkegalakse med et moderat aktivt centralt sort hul. Sort
Men på trods af dens rolige gemyt, viser nye observationer med XXM Newton røntgenrumteleskopet, at den er omgivet af- eller udsender massive interstellare vinder, der strækker sig hundrede tusinder af lysår ud fra galaksen, med hastigheder på omkring 10% af lysets hastighed!

Kilde: 'A Milky Way twin swept by an ultra-fast X-ray wind' hos ESA