Galakser

Fund af 56 nye gravitionelle linser
Automatiske teleskoper har de seneste år affotograferet hele himlen gentagne gange vedforskellige bølgelængder.
En af de ting man har villet lede efter i de enorme datamlngder er gravitionelle linser, hvor galakser afbøjer og forstørrer lyset fra fjernere galakser. Men astronomerne ikke har skyggen af en chance for at gennemgå de enorme mængder billeddata i detaljer, Derfor har man taget kunstigt intelligente computere til hjælp for at identificere eventuelle gravtionelle linser. Computerne fandt 761 kandidater, som nærmere gennemgange kunne reducere til 56
Kilde: Artificial intelligence finds 56 new gravitational lens candidates

De supermassive sorte huller i galaksernes centre suger materiale til sig i klumper, som skaber voldsommme chokbølger som spreder det interstellare gas i deres galakser. Men hvor kraftige og hyppige disse udbrud og dermed forståelsen af galaksernes udvikling, afhænger i høj grad af hvor meget af dem vi kan se.
Den skal af støv og gas som omgiver de sorte huller har længe været kendt. Men en ny undersøgelse af hvordan gasserne opfører sig i UV-,røntgen- og submilimeter spektret afslører at de ikke kun afgænger af det sorte hul,men i lige så høj grad af de dynamiske strømme af støv og gasser som suges ind i strømme fra galaksen og spredes igen på samme måde. Denne forståelse siger forskerne, mkan have stor betydning for
Kilde: Instituto de Astrofísica de Canarias
Nogle galakser har lange tentakler af gas og nyfødte stjerner, og de har fået øgenavnet 'vandmandgalakser'. Noget af gassen kan slippe ind og fodre de supertunge sorte huller, som lurer i centeret af galakserne, og der får de galaksekernerne til at blusse voldsomt op. Det er observationer af 'vandmandgalakser' med ESOs Very Large Telescope, som har afsløret denne hidtil ukendte måde at fodre de supertunge sorte huller på, og forskningsresultaterne offentliggøres idag i tidsskriftet Nature.

Et hold astronomer, ledet af italienske forskere har brugt instrumentet MUSE (Multi-Unit Spectroscopic Explorer) på Very Large Telescope (VLT) ved ESOs Paranalobservatorium i Chile til studier af, hvordan gasser kan strippes væk fra galakser. De har koncentreret sig om ekstreme eksempler på 'vandmandsgalakser' (jellyfish galaxies) i nære galaksehobe. Galaksetypen har navn efter de bemærkelsesværdige lange "tentakler" af stof, som strækker sig titusinder af lysår ud fra galaksernes skive.

Vandmandgalaksernes tentakler dannes i galaksehobene ved en proces, som kaldes ram pressure stripping. Deres gensidige tyngdekræfter får galakser til at falde med stor fart ind i galaksehobene, og her møder de en varm og tæt gas, som fungerer som modvind. Vinden presser lange haler af gasser ud fra den indfaldende galakseskive, og sætter samtidig stjernedannelse igang i halerne og i galaksen.

6 ud af de 7 vandmandsgalakser, som er undersøgt, huser et supertungt sort huli centeret, og det æder af den omgivende gas. Det er en uventet høj procentdel. Blandt galakser generelt er det mindre end 1/10.

"Den stærke forbindelse imellem ram pressure stripping og aktive sorte huller er ikke noget, vi har forudset, og det er aldrig blevet rapporteret tidligere," sagde holdleder Bianca Poggianti fra INAF-Astronomical Observatory fra Paduva i Italien. "Det ser ud som om det centrale sorte hul bliver fordret fordi noget af gassen når ind til centeret istedet for at blive slynget væk."

Det har længe været et spørgsmål hvorfor kun en lille del af de supertunge sorte huller i centrene af galakser er aktive. Supertunge sorte huller findes i næsten alle galakser, så hvorfor er kun nogle få af dem i færd med at samle stof ind, så de skinner så klart? De nye resultater foreslår en hidtil ukendt mekanisme til fodring af sorte huller.

Yara Jaffé, som er er ESO fellow, og som har bidraget til artiklen, forklarer betydningen: "Disse MUSE observationer antyder en ny mekanisme hvor gas kan blive trukket ind i nabolaget til et sort hul. Resultatet er vigtigt, fordi det giver os en nu brik i et puslespil til bedre forståelse af forbindelserne imellem de supertunge sorte huller og de galakser, som de bor i."

De nuværende observationer er en del af et meget mere omfattende studium af mange flere vandmandsgalakser.

"Oversigtsarbejdet her vil, når det er færdigt, afsløre hvor mang gasrige galakser, som trænger ind i galaksehobe, som gennemgår en periode med forøget aktivitet i deres kerner, og også hvilke det sker for," slutter Pogglanti. "Det har længe været svært for os astronomer at forstå, hvordan galakser dannes og ændres i Universet mens det udvider og udvikler sig. Vandmandsgalakserne er en nøgle til forståelsen af galakseudvikling, fordi vi her ser galakser midt i en dramatisk forandringsproces."
For nylig fandt en undersøgelse af galaksehobe en sammenhæng mellem galaksernes rotationshastighed og den omkringliggende galaksehobs massefordeling. Men en ny undersøgelse fra : University of New South Wales af en større population galakser, viser i modsætning til den tidligere undersøgelse at det er galaksernes egen masse der afgør rotationen.

Okay det lyder måske lidt nørdet MEN det interessante ved den nye undersøgelse er ikke kun at den har større statistisk konfidens, men at den samtidigt har vist hvorfor de massive galakser ikke danser tæt sammen, for gjorde de det ville de have en tendens til at frastøde hinanden. Det er dermed også lykkedes at forklare hvorfor galaksehobes centre stort set altid kun domiieres af en enkelt meget store galakse.
I modsætning til andre galakser, kan vi ikke se Mælkevejens form og Mælkevejens centrale bule skjuler den fjerne side af galaksen. Men Mælkevejen er ikke helt flad og dermed lykkedes det i 2011 at lokalisere den modstående galaksearm "Scutum-Centaurus armen" (SCA) ca 40.000 lysår på den modsatte side af centrum.

Men nu er det lykkedes de samme astronomer fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics at identificere 84 massive stjernedannelser i den ydre del af Scutum-armen. De er de yderste massive stjernedannelsesområder på den modsatte side af Mælkevejen, og afgrænser dermed hvor langt ud SCA srækker sig.
De nye fund understøtter opfattelsen af at Mælkevejen er en rimeligt symmetrisk bjælke-spiralgalakse.