6 spektakulære spiralgalakser ses i et klart nyt lys på billeder fra ESO’s Very Large Telescope (VLT) i Chile. Billederne er taget i infrarødt lys ved hjælp af  HAWK-I-kameraet, og de vil hjælpe astronomer med at forstå, hvordan  spiralmønstrene i galakser dannes og udvikler sig.

HAWK-I er et af de nyeste og mest ydedygtige kameraer på ESO's Very Large Telescope (VLT). Kameraet er følsomt overfor infrarødt lys hvilket betyder, at en stor del af det blokerende støv i galaksernes spiralarme bliver gennemsigtigt for dets detektorer. I forhold til det tidligere infrarøde kamera ISAAC på VLT, har HAWK-I seksten gange så mange pixels til at dække et langt større område af himlen på én gang. Og fordi det bruger nyere teknologi end ISAAC, har HAWK-I også en større følsomhed overfor svag infrarød stråling. Fordi HAWK-I kan studere galakser strippet for de forstyrrende effekter af støv og glødende gas, er kameraet ideelt til at studere det store antal ældre stjerner, der udgør spiralarme.

De seks galakser er del af et studie af spiralstrukturer ledet af Preben Grosbøl ved ESO. Disse data blev indsamlet for at hjælpe med at forstå de komplekse og subtile måder, der får stjernerne i disse systemer til at skabe sådanne perfekte spiralmønstre.

Det første billede viser NGC 5247, der er en spiralgalakse domineret af to store arme. Den ligger mellem 60 millioner og 70 millioner lysår væk. Galaksen ligger med skiven vendt mod Jorden, hvilket giver en glimrende overblik over dens møllehjuls-struktur. Den ligger i stjernebilledet Virgo (Jomfruen).

Galaksen på det andet billede er Messier 100, også kendt som NGC 4321, der blev opdaget i det 18. århundrede. Den er et fint eksempel på en "grand design" spiralgalakse – en klasse af galakser med meget fremtrædende og veldefinerede spiralarme. I en afstand på ca. 55 millioner lysår fra Jorden, er Messier 100 en del af Virgo-galaksehoben, der ligger i stjernebilledet Coma Berenices (Berenices lokker, opkaldt efter den gamle egyptiske dronning Berenice II).

Det tredje billede er af NGC 1300, en spiralgalakse med arme, der strækker sig fra enderne af en spektakulært fremtrædende central bjælke. Den anses for at være et prototypisk eksempel på bjælkespiralgalakser, og ligger i an afstand af omkring 65 millioner lysår i stjernebilledet Eridanus (Floden).

Spiralgalaksen på det fjerde billede er NGC 4030 og den ligger omkring 75 millioner lysår fra Jorden i stjernebilledet Virgo (Jomfruen). I 2007 opdagede den japanske astronaut Takao Doi, der også er amatørastronom, en supernova – en stjerneeksplosion, der gik af i denne galakse. En supernova lyser kortvarigt næsten lige så meget som hele sin værtsgalakse.

Det femte billede viser NGC 2997, der er en spiralgalakse omkring 30 millioner lysår borte i stjernebilledet Antlia (Luftpumpen). NGC 2997 er det mest lysstærke medlem i en gruppe af galakser af samme navn i den lokale superhob af galakser. Vores egen lokale gruppe, som Mælkevejen er medlem af, er også selv en del af den lokale superhob.

Sidst men ikke mindst NGC 1232, der er en smuk galakse omkring 65 millioner lysår borte i stjernebilledet Eridanus (Floden). Galaksen er klassificeret som en intermediær spiralgalakse – en mellemting mellem en bjælkespiral og en spiralgalakse uden bjælke. Et billede af denne galakse og dens lille følgesvend NGC 1232A i synligt lys var et af de første, der blev lavet af VLT (eso9845). HAWK-I er nu vendt tilbage til NGC 1232 og giver et helt nyt syn på den ved nærinfrarøde bølgelængder.

Kilde: ESO