Herkules galakse-hoben

VLT Survey Telescope (VST) på ESO’s observatorium i Chile, har optaget en samling af vekselvirkende galakser i Herkules-galaksehoben. Skarpheden af det nye billede og de hundredvis af galakser fanget i stor detalje med mindre end tre timers observationer, viser hvor effektivt VST og dets enorme, OmegaCAM CCD, er til at udforske det nærtliggende univers.

Herkules-galaksehoben (også kendt som Abell 2151) ligger omkring 500 millioner lysår væk i stjernebilledet Herkules. Den er på mange måder anderledes end andre nærtliggende samlinger af galakser. Ud over at være temmelig uregelmæssig i sin form, indeholder den en bred vifte af galaksetyper, især unge stjernedannende spiralgalakser, men der ses ingen store elliptiske galakser.

Herkules galakse-hoben

(Klik billedet for at se billedet i stor størrelse (5MB)

Det nye billede er taget med VST, som er den seneste tilføjelse til ESO’s Paranal-observatorium i Chile. VST er et kortlægningsteleskop udstyret med OmegaCAM, et 268 megapixel kamera, der giver billeder, som dækker meget store områder på himlen. Normalt er det kun de små teleskoper, der kan optage objekter så store som dette på et enkelt billede, men 2,6 meter teleskopet VST har ikke alene et stort synsfelt, men kan også udnytte de fantastiske forhold, der er på Paranal, og dermed samtidig opnå meget skarpe og dybe billeder hurtigt.

Galaksepar, der nærmer sig hinanden på deres vej til at blive en stor galakse, ses på hele billedet. De talrige vekselvirkninger og det store antal af gasrige, stjernedannende spiralgalakser i hoben gør, at medlemmerne i Herkules-hoben ligner de unge galakser, der ses i det fjerne univers. På grund af denne lighed mener astronomerne, at Herkules-galaksehoben er en forholdsvis ung hob. Det er en levende og dynamisk sværm af galakser, der en dag vil modnes, og komme til at ligne de ældre galaksehobe, som er mere typiske for vores galaktiske nabolag.

Galaksehobe dannes, når mindre grupper af galakser samler sig på grund af deres gensidige tyngdepåvirkning. Når disse grupper kommer tættere på hinanden, bliver hoben mere kompakt og mere rund i formen. Samtidig kommer galakserne selv tættere på hinanden og de begynder at vekselvirke. Selv om det er spiralgalakser, der dominerer i de oprindelige grupper, vil de galaktiske sammenstød i sidste ende forvride deres spiralstruktur og rive deres gas og støv ud, så det meste af stjernedannelsen stopper. Af denne årsag har de fleste galakser i en moden hob enten en elliptisk eller irregulær form. I midten af disse gamle hobe ligger normalt en eller to store elliptiske galakser fyldt med gamle stjerner. Disse centrale galakser er dannet ved sammensmeltningen af mindre galakser.

Herkules-galaksehoben menes at være en samling af mindst tre små hobe og grupper af galakser, der i øjeblikket samles til én større struktur. Derudover er selve hoben ved at smelte sammen med andre store hobe og danne en supergalaksehob. Disse gigantiske samlinger af hobe er nogen af de største strukturer i universet. OmegaCAM’s store synsfelt og billedkvalitet gør det ideelt at studere galaksehobes yderområder, hvor de dårligt forståede vekselvirkninger mellem hobe finder sted.

Dette smukke billede viser ikke kun galakserne i Herkules-galaksehoben, men også mange svage og uldne objekter i baggrunden, som er galakser, der er meget længere væk. Tættere på er flere klare stjerner i Mælkevejen synlige i forgrunden, og der er endda et par asteroider, der har efterladt korte spor, fordi de langsomt bevægede sig hen over billedet under optagelsen.

Kilde: ESO