Exoplaneter

TESS og dens hidtil fundne exoplaneterNASA's Transiting Exoplanet Survey Satellite, TESS somblev opsent April 2018 har opdaget sin 3die planet. TESS har 4 kameraer som afsøger himlen sektor for sektor i 27dage, inden den hopper videre til en ny sektor. Dermed kan dne holde øje med dyk i lyskurven som kan afsl-re exoplaneter, fra hele 200.000 stjerner ad gangen.

Den nyopdagede exoplanet HD 21749b ligger 53 lysår fra Jorden og kredser om sin moderstjerne på 36 dage. Den e 3x så stor som Jorden og karakteriseres derfor som en sub-Neptun gasplanet, men overraskende nok har den vist sig at være 27x tungere end Jorden!
Dermed har den en massefylde der er væsentligt tungere end andre kendte gasplaneter. Med en massefylde omtrent som vand, har den sandsynligvis en større fast kerne omgivet af en meget dyb atmosfære og/eller den er dækket af et dybt hav. Fundet er publiceret på arxiv.org/abs/1901.00051, skriver MIT
Fund af Neptun-størrelse exoplanet der er ved at forsvinde
Man har fundet over 50000 exoplaneter, som strækker sig lige fra Jordlignende, til meget store gasplaneter. Generelt har man fundet en sammenhæng mellem gasplaneternes størrelse og deres afstand til moderstjernen, så de små gasplanetetr normalt ligger længere ude. Men nu har astronomer fundet en meget ung Neptun-størrelse exoplanet om stjernen GJ 3470, 96lysår herfra, som har en usædvanlig placering i dens solsystem, men som hastigt mister masse.

Man har som sagt fundet en sammenhæng mellem størrelse og afstand, men har ikke kendt årsagen; Og fundet af den nye planet kaldet GJ 3470b, som mister masse 100x hurtigere end nogen anden lignende kendt exoplanet, viser at planeterne formes af moderstjernen under dannelsen.
Fundet af GJ 3470b er dermed en et "smokng gun" bevis for at sammenhængen skyldes at planeternes størrelse tilpasses afstanden og ikke omvendt skriver John Hopkins University
Et tætpakket solsystem om Trappist1
Det specielle ved stjernen Trappist1, som er en lille rolig M-stjerne 39 lysår herfra, er at man har fundet et planetsystem med ikke mindre end 7 mindre planeter i tæt kredsløb om stjernen, hvoraf 3 (Trappist1e, -f og -g) ligger i den beboelige zone. En ny modellering af klimaet på disse planeter, baseret på data, modeller og spektre giver for første gang en mere detaljeret idé om hvordan de sandsynligvis ser ud;
- Trappist1b har en atmosfære, men er for varm til at have skyer.
- Trappist1c og -d ligner formodentligt Venus
- Trappist1e har sandsynligvis flydende vand og er en perfekt kandidat at lede efter liv på
- De ydreplaneter Trappist1f, -g og -h kan være dækket af is, men en tæt atmosfære uden vand vil have holdt dem så varme at de kan ligne Venus.

Artiklen fra University of Whasington er publiceret i Astrophysical Journal
SE OGSÅ Vand på Trappist1 planeterne
Exoplanet
Barnard's stjerne er en lille rød dværgstjerne kun 6 lysår fra Jorden, og dermed den næst-nærmeste stjerne,efter Alpa Centauri triplestjernen. (teknisk set er Barnard's dermed den fjerdenærmeste stjerne).
Men nu har astronomer fundet en såkaldet Super-jord exoplanetom Barnards stjerne,som er blevet døbt GJ 699 b. GJ 699 b er 3,2x tungere end Jorden og kredser om stjernen på 233dage. Størrelsen og vægten antyder at den er en klippeplanet, men da den befinder sig udenfor biosfæren, er den iskold - formodentligt -150'C i gennemsnit.

Astronomer mistænkte at der var en planet om Barnard's, så for at eftervise det, kombinerede man 20års observationsdata fra 7 forskellige teleskoper, skriver Carneige Science Instutute
Planeterne om stjernen CI Ta
Engelske forskere har identificeret flere nye gas-planeter om den unge stjerne Chi Tau, 500 lysår herfra.
Chi Tau var i forvejen kendt for at være vært for den første såkaldte "varme Jupiter-planet"; En gasplanet meget tæt på moderststjernen som dermed er tusinder grader varm. Men med de nye fund af flere gasplaneter om Chi Tau, er det også desuden den stjerne der huser flest gaskæmper OG det planetsystem med størst spredning fra den inderste planet til den yderste som ligger 3x længere ude end vores egen Neptun.
Fundet rokker dermed alvorligt ved vores hidtidige opfattelse af hvordan planetsystemer dannes, skriver Cambridge University